SAMHANDELSBETINGELSER
HOS SØNDERJYSK TRANSPORT OG FLYTTESERVICE
Samhandelsbetingelser vedr. Privatflytninger og – opbevaringsaftaler. (”Betingelser”) gældende fra 1. Februar 2019
Aftalen er baseret på medsendte betingelser vedrørende erhvervsflytning og -opbevaringsaftaler.
Nedenfor er anvendt følgende definitioner/begreber:
Firmaet: Ved firmaet forstås Sønderjysk Transport og Flytteservice ApS.
Kunden: Ved Kunden forstås den privatperson eller virksomhed der bestiller flytteopgaven. Kunden er bestiller af Flytteopgave/-r og/eller indgår aftale om Opbevaring hos Firmaet og er enten ejer af de aktiver/løsøregenstande, der skal flyttes, eller er legitimeret til at gøre dette for ejeren.
Flytteopgave/-r: Ved Flytteopgave forstås den aftale, der indgås jf. betingelserne mellem Kunden og Firmaet samt de særlige skriftlige aftaler, der er indgået mellem disse.
Opbevaring: Ved Opbevaring forstås den situation, hvor Firmaet har modtaget og selvstændigt placeret Kundens genstande og løsøre på et af Firmaet dertil indrettet område, som Kunden ikke har fri adgang til.
Opgaven: Ved Opgaven forstås enten en eller flere Flytteopgave/-r eller Opbevaring/-er, eller en kombination af disse.
Kolli: Ved Kolli forstås en enkelt løsøregenstand eller det antal løsøregenstande, der er pakket i en flyttekasse eller naturligt udgør en enhed, der transporteres af Firmaet.
Magasin: Ved Magasin forstås den bygning, hvor opbevaringen finder sted, og som ikke er tilgængelig for andre. Bygningen skal være opført på muret eller støbt sokkel og skal kunne bygningsforsikres.
Flytning: Kørsel af genstande og effekter til en eller flere destination/-er, der tilhører en ordregiver til privat eller erhvervsmæssig brug
Transport: Kørsel af genstande og effekter for ordregiver, når disse er beregnet til omsætning.
1.Generelt
Nærværende Betingelser udgør det fulde aftalegrundlag mellem Firmaet og Kunden. Ændringer i forhold til Betingelserne er kun gyldige, hvis de er skriftlige og vedlagt Betingelserne som bilag. Firmaet er, for Flytteopgaver, dækket af en professionel ansvarsforsikring.
2.Aftalen
Tilbud, afgivet af Firmaet, er gældende i 8 dage fra afgivelsen, hvorefter det bortfalder uden yderligere varsel.
Tilbud afgives på basis af de på tilbudsdagen gældende takster for arbejdslønninger, fragt, valutakurser mv.
Opbevaring omfatter, med mindre andet er aftalt, anbringelse af løsøret i Magasin.
Farligt gods, våben, letfordærvelige genstande og særligt værdifulde eller skrøbelige løsøre kan kun indgå i Flytteopgaven efter særlig skriftlig aftale mellem parterne. Kunden er forpligtet til at give Firmaet nøjagtige skriftlige oplysninger om, hvori faren består og om de forsigtighedsregler, som skal iagttages, før Firmaet beslutter, om det ønsker at lade det indgå i Flytteopgaven, hvorfor Firmaet er fri til at acceptere eller afvise godset, genstandene eller løsøret. Oplyser Kunden ikke, at Flytteopgaven omfatter ovennævnte genstande, hæfter Kunden for al skade, der forårsages på materiel og personer, og som kan henføres til disse genstande.
Bliver Firmaet klar over, at Flytte-opgaven omfatter ovennævnte genstande, er Firmaet berettiget til enten at forlange disse genstande fjernet straks, eller ophæve aftalen med Kunden i sin helhed.
Aftalen mellem Firmaet og Kunden er endeligt indgået, når Kunden modtager ordrebekræftelse fra Firmaet.
Firmaet er berettiget til at regulere aftalens samlede pris, såfremt der på et tidspunkt efter aftalens indgåelse sker udefra kommende ændringer med hensyn til takster, fragter, afgifter og valutakurser.
Kunden skal skriftligt informeres om sådanne ændringer snarest muligt.
2.1 Flytteopgaver
For Flytteopgaver starter og slutter prisberegningen på Firmaets adresse med mindre andet er aftalt.
En Flytteopgave omfatter, med mindre andet er aftalt, op- og nedbæring, kørsel samt løs anbringelse af flyttegodset efter Kundens anvisning på den nye plads. Af- og på-montering foretages kun efter skriftlig aftale herom.
Flytteopgaven omfatter ikke ind- og udpakning eller transport af genstande, der vejer over 100 kg, med mindre der er indgået skriftlig aftale herom.
Firmaet leverer mod betaling de til nedpakningen nødvendige kasser.
3.Betaling
3.1 Flytteopgave
Firmaet opkræver betaling ved arbejdets afslutning, medmindre andet er skriftligt aftalt.
Betalingsbetingelsen er 8 dage netto.
3.2 Opbevaring
Firmaet opkræver månedlig betaling hver den 1. i måneden med mindre andet skriftligt er aftalt..
Firmaet kan derudover betinge sig særlige betalinger for tjenester, der er ud over selve Opbevaringen, fx besigtigelse, interne rokeringer af det opbevarede på Kundens anmodning mv.
Faktura for den samlede aftalte opbevaringsperiode eller første periode af denne fremsendes i umiddelbar forlængelse af, at alle løsøregenstande er anbragt i Magasinet.
Firmaet tager forbehold for eventuelle prisændringer i den periode, aftalen er i kraft. Sådanne ændringer varsles med 30 dage i overensstemmelse med opsigelsesreglerne i denne Aftale.
Firmaet har tilbageholdelsesret i endnu ikke udleverede genstande for alle forfaldne beløb.
Eventuel for meget betalt opbevaringsafgift refunderes efter udlevering, dog kun for halve måneder, eller hvis andet er aftalt. Når en del af løst anbragt gods udtages, reduceres opbevarings-afgiften forholdsmæssigt.
- Afbestilling
Aftaler om Flytteopgaver er bindende for både Firmaet og Kunden fra indgåelsestidspunktet.
Ønsker kunden at afbestille Flytteopgaver, kan dette alene ske mod betaling efter nedenstående retningslinjer.
Mere end 30 dage før tidspunktet for Flytteopgavers påbegyndelse 10% af den totale aftalte pris.
Mellem 30 og 14 dage før tidspunktet for Flytteopgavers påbegyndelse 20% af den totale aftalte pris.
Mindre end 14 dage før tidspunktet for Flytteopgavers påbegyndelse 30% af den totale aftalte pris.
4.1 Flytteopgave
Såfremt Kunden ønsker at foretage større ændringer i indholdet af aftalen om Flytteopgaven, vil dette være at betragte som en ny Flytteopgave/annullering af tidligere indgået aftale. Her vil der blive fremsat et nyt tilbud.
5.Kundens ansvar
Kunden har pligt til skriftligt at gøre Firmaet opmærksom på, at der er tale om særligt værdifulde gen-stande, der indgår i Flytteopgaven herunder designermøbler og lamper, antikviteter, kunstgenstande, malerier, orientalske tæpper, guld, sølv, ædelsteneo.lign.
Firmaet kan betinge sig, at der tegnes ekstra forsikringsdækning, såfremt det vurderes, at Flytte-opgaven omfatter særligt værdifulde eller skrøbelige genstande. Kunden vil blive oplyst og opkrævet betaling for en ekstra forsikringsdækning.
Reklamation
Ønsker Kunden at reklamere eller kræve erstatning fra Firmaet, skal dette meddeles via mail eller anden skriftlig henvendelse til Firmaet.
Reklamationer og krav om erstatning skal fremsendes hurtigst muligt efter, at Kunden blev (eller burde være blevet), bekendt med bortkomst eller skader, dog senest 14 dage efter henholdsvis flytningens afslutning eller godsets udlevering.
Firmaet er berettiget til at besigtige den eller de genstande, der er omfattet af reklamationen eller erstatningskravet, før det tager en eventuel beslutning om at vedkende sig kundens krav.
Firmaet er, for Flytteopgaver, dækket af en professionel ansvarsforsikring med de begrænsninger, der følger af Aftalen.
Firmaet har ikke tegnet særskilt forsikring for Opbevaringsopgaver.
Såfremt Kunden ønsker yderligere forsikringsdækning end den ovenstående, anbefales det, at Kunden selv tegner en specifik forsikring for dette.
6.Firmaets ansvar
Firmaet er kun ansvarlig for bortkomst og skade, som skyldes fejl og forsømmelser fra Firmaets og dets ansattes side.
Firmaets er ikke ansvarlig for tab, der skyldes force majeure eller genstandens egen beskaffenhed, herunder at den ikke kunne tåle de påvirkninger, der normalt forekommer under udførelsen af en Flytteopgave.
Firmaet er uden ansvar for bortkomst eller skade, der skyldes behandling, nedpakning, læsning, stuvning, aflæsning og udpakning foretaget af Kunden eller personer, der handler på Kundens vegne.
Firmaets erstatningspligt er begrænset til genanskaffelsespriser umiddelbart inden skaden indtrådte. Affektionsværdi og anden særlig værdi, fx grundet genstandens karakter som samleobjekt med videre, erstattes ikke.
Firmaet er berettiget til at opkræve yderligere betaling for at påtage sig et udvidet erstatningsansvar såvel som stille krav om udvidet eller ekstra forsikringsdækning.
Erstatningen kan ikke overstige det af Kunden dokumenterede tab og kan højst andrage 50.000 kr. for et enkelt Kolli eller indholdet af en flyttekasse og max. 2 mio. kr. pr. Flytteopgave, medmindre Firmaet har påtaget sig et udvidet erstatningsansvar.
Hvis flere Kolli omfatter effekter, der tilsammen kan betragtes som en enhed (f.eks. et kaffestel), er Firmaet kun ansvarlig for ét Kolli.Bortkommer eller beskadiges enkelte dele af en sådan enhed, har Firmaet intet ansvar for en mulig værdiforringelse af selve enheden, medmindre Firmaet har påtaget sig et udvidet erstatningsansvar.
Når Firmaet har udbetalt den fulde erstatningssum for gods og genstande, overgår ejendomsretten fuldt ud til Firmaet for de pågældende genstande.
Efter aftale med Kunden, kan Firmaet i stedet for udbetaling af en kontant erstatning, levere nye effekter såfremt det er muligt,identiske med de bortkomne eller beskadigede. Alternativt kan der udføres en håndværksmæssig reparation af beskadigelserne på Firmaets regning.
7.Internationale Flytteopgaver
For Flytteopgaver, hvor transporten foregår over en eller flere landegrænser, gælder følgende yderligere vilkår.
Kunden erklærer ved sin underskrift på tilbuddet om Flytteopgaven, at der ikke befinder sig toldpligtigt eller ulovligt gods i det transporterede herunder, tobak, spiritus, pornografi, narkotika, våben o.lign.
Såfremt der er tale om ovennævnte varer (fx toldpligtige varer, tobak, spiritus o.lign., skal det særskilt oplyses til Firmaet. Ulovlige varer (narkotiika, ulovlige våben mv.), transporteres ikke af Firmaet. .
Betaling for internationale Flytte-opgaver skal være modtaget af Firmaet, inden pålæsningen påbegyndes, medmindre andet er særskilt aftalt.
- Opbevaring – særlige bestemmelser
8.1 Rengøring og vedligeholdelse
Firmaet har ikke pligt til at rengøre eller vedligeholde det opbevarede. Sådanne foranstaltninger udføres kun efter skriftlig ordre og mod betaling.
8.2 Besigtigelse
Det står kunden frit for at besigtige Magasinet. Indvendinger mod godsets opbevaringsmåde eller mod valg af plads på Magasinet må gøres straks.
Besigtigelse af det opbevarede gods, ompakning, udtagning af enkelte genstande m.v. kan kun ske efter forudgående aftale med Firmaet. Arbejdet, der er forbundet hermed, beregnes tarifmæssigt.
8.3 Opsigelse
Kunden kan til enhver tid opsige aftalen med 3 måneders varsel.
Firmaet kan til enhver tid opsige aftalen med 3 måneders varsel.
Kan værdien af det opbevarede gods ikke klart dække Firmaets allerede forfaldne tilgodehavende hos Kunden, er Firmaet berettiget til at opsige opbevaringskontrakten med øjeblikkeligt varsel.
8.4 Udlevering og Transport
Forinden udlevering af det opbevarede sker, skal alle forfaldne beløb til Firmaet være betalt.
Enhver transport i forbindelse med opbevaringen sker i henhold til Betingelserne, når transporten udføres af Firmaet.
Firmaet er ikke ansvarlig for skader eller mangler, der opstår under transport, som udføres af Kunden selv eller på dennes foranstaltning af andre end Firmaet.
8.5 Legitimation
Ved godsets modtagelse til Opbevaring udsteder Firmaet i Kundens navn et opbevaringsbevis, der ikke må transporteres til tredjemand, hverken til eje eller til sikkerhed, medmindre Firmaet har givet det påtegning herom.
Delvis udlevering kan kun finde sted mod påtegning herom på opbevaringsbeviset.
Udlevering til tredjemand kan kun ske ved fuldmagt fra Kunden.
Afhenter af godset er forpligtet til at legitimere sig, som enten den, der har indleveret godset, eller som den person, der har fået overdraget en gyldig fuldmagt til dette.
8.6 Kundens adresse
Henvendelse fra Firmaet til Kunden sker med frigørende virkning til den, af Kunden, sidst opgivne e-mailadresse.
Det er alene Kundens ansvar at oplyse Firmaet om en til enhver tid, gyldig e-mail adresse samt holde sig opdateret på de af Firmaet fremsendte e-mails. Gør Kunden ikke dette, er han ansvarlig for alle følger heraf, jfr. bl.a. nedenstående punkt om tvangssalg og bortskaffelse, og derudover for enhver deraf følgende ulempe og udgift for Firmaet i forbindelse med efterlysning af Kunden.
8.7 Ejendomsret og panterettigheder
Ved indlevering af gods har Kunden pligt til at oplyse om evt. hæftelse på godset, pant, ejendomsforhold, mv.
8.8 Tvangssalg og bortskaffelse
Udebliver forfalden opbevarings-betaling, og svarer Kunden ikke inden rimelig tid, eller har Firmaet forgæves søgt Kunden lokaliseret i længere tid, efter at have fremsendt skriftligt påkrav, er Firmaet berettiget til at bortsælge eller bortskaffe det opbevarede.
Bortsalg sker ved offentlig vurdering eller auktion. Firmaet er berettiget til at beholde en sum svarende til forfaldne beløb samt til dækning af omkostninger i forbindelse med salget.Eventuel overskydende salgssum udbetales til Kunden.
Kan salg ikke finde sted, eller er det åbenbart, at salget ikke kan dække de forbundne omkostninger, er firmaet berettiget til at bortskaffe genstandene.
8.9 Skadedyr
Firmaet er ikke ansvarlig for angreb af skadedyr af nogen art, som ikke kan tilregnes Firmaets forhold.
8.10 Byrdetillæg
Der tages et byrdetillæg for meget tunge ting:
Lille byrde +90 kilo : 250,- kr. pr. flyttemand.
Stor byrde +200 kilo: 500,- kr. pr. flyttemand.
8.11 Teknisk tillæg
Opgaver, der kræver specielle eller særlige flytteteknikker og flytteudstyr: 250,- kr. pr. flyttemand.
8.12 Genbrugstillæg
Da regeringen har pålagt firmaer afgift for kørsel til genbrugspladser, tillægges for genbrugskørsel: 500,- pr. bil.
8.13 Overnatningstillæg
Hvis Kundens indbo skal overnatte på bilen, tillægges et overnatningstillæg, på 2000,-kr. pr. overnatning (Max 1 nat).
8.14 Udlæg
Udlæg som f.eks. broafgift, vejskat eller lign., vil blive tillagt flytteprisen, hvis der flyttes på timeløn. Dette gælder ikke fastpris flytning til f.eks. Jylland eller udlandet.
8.15 Beregning af tiden
Tiden beregnes pr. halve time. For Flytteopgaver, der af Kunden kræves påbegyndt i tidsrummet 05.00 – 11.00, opkræves for minimum 4 timer, med mindre andet er skriftligt aftalt.
Der beregnes 30 min. pause ekstra ved opgaver over 4 timers varighed.
9.Misligholdelse, Værneting og lovvalg
9.1 Misligholdelse
Såfremt en af parterne væsentligt misligholder nærværende Aftale, er den anden part berettiget til uden varsel at ophæve Aftalen, såfremt misligholdelsen ikke er bragt til ophør 7 dage efter afsendelse af skriftligt påkrav.
Påkravet skal angive misligholdelsesgrund, og at aftalen vil blive ophævet, såfremt forholdet ikke er berigtiget inden fristens udløb.
I tilfælde af væsentlig misligholdelse er en part berettiget til erstatning for ethvert direkte tab forårsaget af misligholdelsen jf. pkt. 5.
9.2 Værneting og lovvalg
Alle uoverensstemmelser og konflikter, der måtte udspringe af eller i forbindelse med Flytteopgaven/-rne, skal indbringes for domstol i den retskreds, hvor Firmaet er etableret, og afgøres efter dansk national ret.
10.Priser og betalingsbetingelser
Opbevaring pr. m3 – pr. dag: 45,00 kr. ekskl. moms.
Søn- og helligdagstillæg pr. påbegyndt mandetime 100 ,00,- kr. ekskl. moms
Udrykningstillæg ved udrykning 24/7 flytteseservice (pris konkret vurdering efter opgavens omfang)
For Firmaet beregnes ordinær arbejdstid kl. 07.00-16.00 (hverdage) indenfor 7,4 timers arbejde – derefter beregnes overtidstillæg.
Firmaet afregner kørsel fra Firmaets dresse samt retur. Dette er ikke gældende, når der hjemtages bohave til vort lager, hvor der afregnes tidsforbrug, indtil opgaven er afsluttet.